Island – Det fotografiske paradise!

Jeff Ravn - Island - Fujifilm X - Jonas Rask

Billedet er skudt af Jonas Rask

Året er 2012.
Vi skriver den 2. oktober på kalenderen, og klokken er 07.48.
Kameratasken er pakket til randen med udstyr, og jeg har knap nok fået noget søvn i løbet af natten.
Jeg befinder mig denne tidlige morgen på en rasteplads ved motorvejsafkørsel 64 ved Kolding vest.
Her står jeg med en smøg i munden og en god kop kaffe i hånden..
Og man kan roligt sige, at jeg er ved at sprænge af spænding!

Grunden hertil er meget nem..
Jeg ved, at jeg bliver samlet op af 3 biler fyldt med fotografer inden for de næste 10 minutter, og derefter går turen mod Københavns Lufthavn.
Her står Icelandair klar med en flyver, som skal transportere os til det, som jeg i dag kalder for det fotografiske paradis, der også er kendt under navnet Island…

Sådan startede min allerførste tur til Island for knap 5 år siden, og man kan vist roligt sige, at der er sket meget siden.
Igennem dette skriveri vil jeg give dig indsigt i noget af den viden, som jeg har tilegnet mig gennem de 6 gange, hvor jeg har været på Island. 3 af disse ture er nogle, som jeg selv har arrangeret og tilbudt til andre ligesindede.

Jeg synes lige, vi skal starte med at få styr på de “kedelige” fakta.
– Island ligger, hvor det nordlige Atlanterhav møder Ishavet.
– Hovedøen ligger lige akkurat under polarcirklen, som går gennem den lille islandske ø Grimsey, der ligger ud for nordsiden af hovedøen.
– Landet ligger mellem 63 og 67° N og 25 og 13° V.
– Hovedstaden er Reykjavik.
– Det officielle sprog er islandsk, men du finder mange unge, som kan dansk, og resten kan engelsk.
– Indbyggertallet er knap 350.00, hvoraf 2 ud af 3 bor i hovedstaden.
– Turismen er Islands næststørste erhverv, og specielt sommerturismen har en stor betydning. Alene i 2011 besøgte 565.000 turister landet.
– Visa-Kort er vejen frem som betalingsform.
– De har en fotohandler i Reykjavik, som absolut ingenting har på hylden.
(Så det besøg kan du godt spare dig selv for)

– Sidst, men bestemt ikke mindst, så har Island en gang været DANSK!
Faktisk i en del år; de var en del af Danmark fra 1918 til 1944, hvorefter vi desværre tabte Island under 2. Verdenskrig.
Dette er nok en sandhed med modifikationer, for selvom der ikke havde været en krig, så var det nok “bare” et spørgsmål om tid, inden landet ville til at stå på egne ben og derved blive til en republik, som er den, vi kender i dag.

Jeff Ravn - island - fotoblog

Hvad er det, som gør Island så special?
Det, som gør Island så speciel for mig, er en blanding af mange ting, men der er altid et ord, som går igen, når jeg skal forklare min forelskelse i landet, og det ord er MAGISK!
Udover den smukke natur, som du kan se nedenfor, så er det et land, som gang på gang formår at overraske en, også selvom man har været på besøg i landet mange gange.

Landets indbyggere er flinke og utrolig hjælpsomme, hvis du har brug for noget, så siger du bare til, og de er klar til at hjælpe!

Landskabet er så forskelliget alt efter, hvor du er på øen. Hvis du ikke synes, at det er et super spændende område, som du starter i, så tager du bare bilen og kører i 10-15 min, og så står du i et helt andet landskab.

Dette gælder også for vejret, hvis det begynder at regne eller sne, så tager du bare bilen og kører over bakken til en anden dal, hvor du kommer til at møde et helt andet vejrforhold og ikke mindst et nyt og spændende landskab, som bare venter på, at du udforsker det med dit kamera.

En ting, som helt sikkert vil overraske dig første gang, du rejser til Island, er den tilfredsstillende stilhed, som du kommer til at opleve ude i landskabet.
Jeg har på flere af mine ture haft stressede erhvervsfolk med som “bare”, efter at have brugt 2-3 dage på øen sammen med kameraet i den friske luft og ikke at forglemme den smukkeste natur, er kommet hen til mig og har sagt, at de nærmest føler sig født på ny.

Island giver dig mulighed for at slappe af mentalt og trykke på reboot knappen!

Er du læge Jeff?
Nej.. Det er jeg ikke, men hvis jeg var, så ville jeg udskrive en flybillet til Island med det samme til folk, som er afhængige af sociale medier, eller til folk, som føler, at deres dage bare går med ingenting udover arbejde, arbejde og dagligdagsrutiner.

Efter en tur til Island kan man ikke andet end at føle sig inspireret og klar til nye udfordringer.

Og til dem, som lider af afhængighed af sociale medier, så er der kun én ting at sige… Nettet virker UTROLIG dårligt!
Så du må finde noget andet at bruge din tid på.. Jeg vil foreslå at tage en varm jakke på og se at komme ud og mærke naturen.

For Island er MAGISK!

De gode fotosteder:
Herunder har jeg samlet et lille udpluk af de steder, som jeg mener, man skal se, når man tager på sin første tur til Island.

Seljalandsfoss:

Seljalandsfoss i det sydlige Island giver dig chancen for at opleve et vandfald fra bagsiden, når du vandrer ad en sti ind bag det brusende forhæng af vand.
Kør ad hovedlandevejen, og se efter vandfaldet cirka 28 kilometer vest for Skogafoss..

Skogafoss:
Jeff Ravn - Island - Fotograf

Skógafoss i det sydlige Island er med sit fald på 60 meter og 25 meters bredde et fantastisk syn og et af de mest populære vandfald.
Det er let at komme til, så du må dele oplevelsen med andre. Til gengæld kan du følge en sti til toppen, hvorfra du ser Skógá-floden bugte sig ned gennem landet.
Herfra kan du vandre 8 kilometer videre op langs floden og se flere vandfald, som nu er uden mængden af vandfaldsglade turister.
Skógafoss ligger tæt på Ringvejen, 105 kilometer øst for byen Selfoss og 103 kilometer vest for byen Kirkjubæjarklaustur.

Jökulsárlón Glacier Lagoon:
Jeff Ravn - Island - Fotograf

Jökulsárlón er den største og måske den mest berømte gletsjer sø på Island.
Den er beliggende i den sydlige ende af gletsjeren Vatnajökull mellem Skaftafell National Park og Höfn.
Søen er lige ved Hringvegur, den islandske ringvej.

På nettet bliver den også kaldt for søen med de blå isbjerge.

Kirkjufell:
Jeff Ravn - Island - Fotograf

Kirkjufell er et 463 m. højt bjerg på den nordlige kyst af Islands Snæfellsnes halvø, som ligger nær byen Grundarfjörður.
Stedet tilbyder rig mulighed for mange timers fotografering med både close-up og udsigtsbilleder.

Gullfoss:
Jeff Ravn - island - Fotograf

Gullfoss er Islands mest kendte vandfald.
Det er beliggende på gletsjerelven Hvítá 100 km. øst for Reykjavík.
Det er en af de mest besøgte turistattraktioner i landet, og populariteten er ikke ufortjent. Vandfaldets størrelse og skønhed er svær at forestille sig, før man har været der.

Reykjavik:
Jeff Ravn - island - Fotograf.

Reykjavík er en by med iøjenfaldende kontraster.
Byen har små huse beklædt med bølgeblik ved siden af futuristiske glasbygninger, førsteklasses faciliteter minutter væk fra barsk, vulkansk terræn og international indflydelse blandet med nationale traditioner. Det skaber tilsammen en unik kultur, hvor det traditionelle omfavner det nye.

Med en befolkning på over 122.000 (2016) er Reykjavík ikke en klassisk storby af størrelse.
Byen har få skyskrabere, sjældent trafikkaos, og der er velkendte ansigter på gaden. Lad dig dog ikke narre af størrelsen, for Reykjavík har en pulserende åre af sprudlende kreativitet og energi, som holder byen i live med spændende begivenheder og interessante tiltag.

Geysir:
Jeff Ravn - island - Fotograf

Geysir ligger i et stort, geotermisk aktivt område med flere andre gejsere.
Det ligger i den sydvestlige del af Island, ca. 85 km øst for Reykjavík.

Thingvellir:
Jeff Ravn - island - Fotograf

Thingvellir er et område og en nationalpark i det sydvestlige Island 40 km. øst for Reykjavík.
Stedet er Altingets historiske mødested. Det ligger også ved brudlinjen mellem den nordamerikanske og den europæiske tektoniske plade.
Ud over sin historiske betydning er Þingvellir også kendt for sit interessante geologiske landskab.
Tingstedet er omgivet af stejle vægge af sten og vulkansk lava fra den tid, hvor søen Tingvallavatn opstod gennem en sprække mellem kontinenterne for tusind år siden.

Dyrhólaey:
Jeff Ravn - island - Fotograf

Dyrhólaey nær byen Vík i det sydligste Island.
Halvøen er 120 m. høj, og på sit smalleste sted danner den en naturlig bro, som mindre skibe kan gennemsejle.
Det er en vulkansk dannelse, der er skabt af et vulkanudbrud under havet i sen istid.

Reynisdrangar:
Jeff Ravn - island - Fotograf

I Reynisdrangar kan du beundre klippeformationer i vulkansk sten, der rager op af havet.

Black beach:
Jeff Ravn - island - Fotograf

Black beach befinder sig ved byen Vík, og det er helt sikkert et besøg værdi!
Sort sand, hvide bølger og vilde skyer… what’s not to like?

Herunder har jeg samlet et lille udpluk af nogle af de billeder, som jeg har skudt på eller omkring de forskellige steder.

 

 

 Det her var bare et lille udpluk, og jeg kunne fortsætte i mange timer om de forskelllige steder, som jeg mener, man bare SKAL se! 

Fotografering af nordlyset:
Nordlys er helt bestemt et af de smukkeste fænomener, man kan opleve på denne jord..
Eller nu er det jo ikke på jorden, men oppe på himlen det sker, men du forstår, hvad jeg mener.
Det siges, at Nordlys opstår, når elektrisk ladede partikler fra Solen rammer Jordens magnetfelt.
Partiklerne kommer fra Solen, hvor ikke mindre end knap 1 milliard ton glødende gasser kastes ud af Solens magnetfelt i voldsomme soludbrud.
Partiklerne rejser gennem universet med 8 millioner kilometer i timen, og når partiklerne rammer Jordens nord- og sydpol overføres deres elektriske ladninger , og energitilførslen får luftens molekyler til at udsende stråling i form af lys – nordlys.
Det sker i en højde af ca. 90 – 500 km over jordens overflade.

Jo længere mod nord, du kommer, desto flottere og klarere nordlys kan du opleve.
Island er helt klart et af de bedre steder, men også i Danmark kan det lade sig gøre at opleve nordlys, det er dog desværre ikke lige så klart og kraftfuldt, som man oplever på Island.
Hvis du vil opleve nordlys på Island, så er det i mellem oktober og marts måned, at du skal tage og planlægge dit ophold.

Jeff Ravn - Island - Nordlys

Hvad skal du bruge af udstyr og viden:
Et kamera:
Helst et DSLR eller spejlløst kamera med udskifteligt objektiv, selvom ethvert kamera faktisk ville kunne bruges.
Generelt gælder det om at have et kamera med så god en billedsensor som muligt, så dine relativt mørke nordlysbilleder kan blive så klare som muligt uden for meget billedstøj.

Objektiv:
Har du mulighed for det, så vælg et vidvinkelobjektiv og helst et med en brændvidde på et sted imellem 10 til 24 mm, og gerne med en god blændeværdi. Det vil sige, at objektivet har en blænde på omkring de 2.8, men det er nu ikke det vigtigste, da vi ofte kommer til at sætte blænden på omkring blænde 11.
Desuden skal det være muligt at justere fokus manuelt på objektivet, da det kan være meget svært at bruge autofokus under disse mørke forhold.

-Ekstra batterier:
Ekstra batterier er en piv god idé, da det kølige vejr dræner batterierne hurtigere.

Et robust stativ:
Hvis du vil undgå, at dine billeder bliver sløret, fordi du måske ryster lidt på hånden, ja så er et stativ afgjort en god løsning.
Skulle dit stativ være lidt ustabilt, kan du prøve at hænge noget tung på for at tynge det mod jorden.

-Fjernbetjening:
En fjernudløser til kameraet enten trådløst eller med kabel vil gøre, at du slipper for unødige vibrationer.
Alternativ er at bruge kameraets selvudløser.

Hjemmesiden til overvågning af nordlys: Aurora Forecast

Husk, at du skal være udenfor byen for at kunne fange nordlyset.
Grunden hertil er, at lysforureningen fra byen kan misfarve dine billeder, så de bliver gule i stedet for at opfange de grønne nordlystoner.

Kamera indstillinger:
Som udgangspunkt vil jeg helt klart anbefale, at du bruger en så lang lukketid og så lav ISO som muligt.
Den lange lukketid giver så dig muligheden for at kunne bruge en blænde 5.6 eller 8.
Den lange lukketid giver kamerat mulighed for at trække mere lys ind på sensoren, og på den måde kan du undgå at skulle skrue op for ISO’en, og derved få mindre støj i dine billeder.

Jeg vælger tit at fotografere nordlyset på omkring blænde 5.6 eller 8, da det giver mig flere muligheder for at kunne vælge en flot forgrund til den smukke nattehimmel i baggrunden.
Nogle gange kan man slippe afsted med en lukketid på omkring 30 sekunder, mens jeg andre gange oplever, at jeg får meget ”slør” i nordlyset efter 10 sekunder.
Så udfordringen er helt klart at finde den rigtige balance i mellem lukketiden og ISO’en.

Jeg vælger altid at stille skarpt ved hjælp af liveview bag på kameraet.
Jeg finder det nemmest at finde fokus ved at zoome ind og stille skarpt på en stjerne manuelt.
Et godt udgangspunkt er at vælge en lukketid på 20 sekunder og en blænde 8 samt en ISO på 400.
Men.. Du skal være klar på at ændre på enten ISO’en, lukketiden eller blænden for at få det billede, som du gerne vil have, da nordlysets aktivitet skifter rigtig meget.
Det ene øjeblik er hele himmelen fyldt med farver, og 5 sekunder efter kan der være helt slukket igen..

Nordlyset kommer og går, som det passer det, så der kan ikke gives nogen form for garanti.


Pas på naturen, og den passer på dig:
Det er meget vigtigt for mig at opfordre til, at du passer på naturen og ikke mindst dig selv.
Det er vigtigt at understrege, at de skilte, hvorpå der står “gå ikke uden for de afmærkede stier”, altså ikke er lavet for sjov. Det kan være meget farligt, og der er desværre flere og flere, som jagter det kendte Justin Bieber selfie, som mister livet heraf.
Sagt meget kort: gå ikke udenfor de afmærkede stier.

Hvis du skulle ligge mærke til et sæt fodspor på den anden side af afmærkningen, så bare tænk sikke en tosse og fortsæt din jagt på det perfekte islandsbillede.
Samme regel gælder, hvis du ser et sæt hjulspor, så betyder det ikke, at du må køre der, men netop at der har kørt en tosse, som ikke forstår naturen eller de islandske regler.
Vi er så mange mennesker, der besøger denne smukke ø, så lad os sammen bevare den som smuk og naturlig.

Vær det gode eksempel, pas på naturen og se at kom afsted!
Tak fordi du læste med…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *